Menu:

Nyt fra 4912  November 2013

 

 Efter en dejlig sommer er havemøblerne nu sat ind, og naturen gået på vågeblus. Trangen til at hygge sig i sofaen med varme drikke og levende lys melder sig med usvigelig sikkerhed. Dejligt! Men inden vi falder alt for godt til, vil vi gøre opmærksom på, at der stadig sker en masse i lokalsamfundet.

 

Beboerforeningen har fredagscafé d. 29. november Kl. 18:00 på Sandby skole.

Her er der lagt op til en festlig aften i selskab med Højreby spillemændene som stiller med 18 musikere, dels for at fejre deres runde fødselsdag og dels for at give en koncert fra deres nyindspillede CD med musik nedskrevet af Sandby spillemanden N. C. Andreasen fra Nordgård, som spillede på disse kanter for hundrede år siden.

JOH! vi ved godt at der er finale i ”Vild med dans” på TV2, men vi håber alligevel, at rigtig mange vil møde op til en festlig, folkelig og fornøjelig aften.

KL. 18:00 mødes vi på skolen, medbringende egen madkurv og service.

Drikkelse: Vin, øl, vand samt kaffe og småkager skal købes på stedet.

Efter spisningen er der spillemands-koncert og kaffepause, hvorefter der spilles op til dans.

Gratis entré: alle er velkomne!

 

Juletræstænding.

Lørdag d. 30. november kl. 16:00 tændes juletræet på pladsen v/mindestenen. Her er alle velkomne til at deltage. Træet skal pyntes og julens sange synges (lygter er en fin ting).  Træet er endnu engang skænket af Per”Guffi”Larsen, strømmen leveres af fam. Nicolaisen.  Gløgg, kakao, æbleskiver og godteposer til børnene er sponseret af menighedsrådet.

Beboerforeningen takker alle for de gode kræfter, der sættes ind på at bevare en dejlig juletradition.

 

Ny tradition i 4912?

Trænger du til at se andre mennesker? - eller bare til at få lidt frisk luft og motion oven på julens mange glæder? Beboerforeningen indbyder dig til en vandretur i Frederiksdalsskoven lørdag d. 4. januar KL. 10:00

Vi mødes v/ parkeringspladsen ind til Naturcentret.  Efter turen samles vi i aulaen på skolen til ”Nytårskur”. Her står menuen på kogt sild, marineret sild, rullepølse, spegepølse og ost.  Pris 50,- kr. Drikkelse kan købes til moderate priser.

 

 Fredag d. 28. februar 2014 kl. 19:00 arrangeres der ølsmagning i fredagscaféen med efterfølgende dans.

Brian Friis fra Maribo vil forestå smagning af 6-8 øl.     Prisen for at deltage bliver 100,-

Tilmelding er nødvendig. Sidste frist er d. 20. februar 2014 til Stig Tlf. 54 93 11 39 eller Lis 21 22 50 93

 

Fredag d. 28. marts er temaet: En kabaret bygget op omkring ”Baggårdspumaen” Otto Brandenburgs musik.

Vi søger mænd med gode sangstemmer og lyst til at optræde samt andre, der mener at kunne bidrage med et og andet i forbindelse med opsætningen af kabareten.

Ring til Stig på 54 93 11 39.

 

Glædelig jul samt et godt nytår til alle!         Se aktivitetskalenderen på www.4912.dk          

 

E-mail: formand@4912.dk 

E-mail: webmaster@4912.dk